Historie

Der var engang….

Hotel Baltic er et smukt historisk hotel i udkanten af det lille landsbysamfund Høruphav lige uden for Sønderborg. Hotellet ligger midt i den sønderjyske landidyl med en fantastisk placering og præcis, hvor nogle af de sidste skud blev affyret, og hvor de sidste soldater på begge sider faldt i 1864.

11 år senere i 1875 blev stedet til Hotel Baltic – eller Bade-Hôtel Baltic, som stedet hed frem til 1914. Hotellet har gennem tiden været et tilbagevendende mål for ferierende gæster, som nød at blive vartet op på Hotel Baltic. På et postkort fra 1890 fremgår det, at hotellet kunne byde på bademuligheder, der skærmede den badende (dame) næsten helt ned til havoverfladen.

Lige nedenfor hotellet finder man Gendarmstien, den historiske sti som blev etableret i genforeningsåret 1920 og som går hele vejen fra Padborg til Skovby på Als. Her vogtede gendarmerne hver deres stykke af stien og boede i små huse langs strækningen. Gendarmstien havde i år 2020 langt over 100.000 gæster, der tilbagelagde strækningen til fods og nød den helt igennem fantastiske udsigt langs vandet.

Hotel Baltic har været i den lokale familie Willesens ejerskab og er gået fra generation til generation, indtil det blev købt af Hans Michael Jebsen i 1994, hvor det blev smukt renoveret. Med sans for detaljer og stor respekt for historien blev Hotel Baltic sat i stand, således at hotellet har bevaret sit oprindelige historiske udseende, dog med nutidens moderne bekvemmeligheder.

Alt er meget smagfuldt indrettet, og hotellets værelser emmer af historie og patina.

Hotel Baltic omkranses af en klassisk dansk have direkte ned til vandet. I haven knejser de kæmpemæssige, fredede, gamle træer, hvoraf mange har stået der siden begyndelsen i 1875. Under dem finder man hotellets terrasser, hvorfra I kan nyde det særlige lys og den imponerende udsigt over den lille lystbådehavn, bugten ved Høruphav og halvøen Kegnæs. Måske den smukkeste udsigt Sydals har at byde på.

Hotel Baltic råder over 17 værelser og 2 suiter der er indrettet med smukke farver, antikke møbler og guldaldermalerier. Som gæst får I derfor fornemmelsen af et dybfølt ønske om at skabe en unik oplevelse, hvor gæsternes ønsker går frem for alt og imødekommes i en hjertelig, professionel og hyggelig atmosfære.